Av Tore Vaag, 25.05.2009
det er den sorgi me ber på –
at livsens store strengar
ikkje spelte i samklang med oss
gjennom det eine andre mennesket –
det skoddefylde havet
dei opne slettene
dei glasklåre fjelli om sumaren
lukti av vår –
alt dette alltid åleine
anten ein var ein eller to
det er den sorgi me ber på
at det store spelet aldri kom
og at dei store strengane ligg tause, ubrukte
både i di sjel og på den andre staden
på ein stad me ikkje veit om